Fotoalbum 2025
Klik på det enkelte foto for at se det i stor størrelse

18, januar 2025:
Hyggelig formiddags- og invitationsjagt
Ni mand var mødt op for at deltage i dagens jagt, heraf Lars Bredstrup som "hundemand" med 3 border-terrier. Der startedes med Slusesåten på Øer, hvor Alvar Friis og Aslak Stenkilde meldte sig til at gå med igennem, da Lars ikke ville have gevær med, når han skulle styre 3 hunde.

Slusesåten blev drevet af "modsat af, hvad vi plejer", d.v.s. fra slusen og hen imod Færge- havnen. Dette dels af hensyn til vinden og dels for at undgå, at evt. ræv skulle forsvinde ind i birketræerne på naboarealet ved slusen, men derimod gerne drives fremad mod skytterne.
Drevet var ikke nået ret langt, før der lød et enkelt skud, hvilket skærpede både forventninger og sanser hos skytterne. Der blev set spejlet af et stk. råvildt, der gik bagud, derudover intet. Tilbage ved bilerne var der stor spænding om det afgivne skud, - der imidlertid viste sig at være et forbiskud til en sneppe.
Efter lidt snak ved bilerne kørtes til Holme, hvor "skoven" på Koudals, Sands & Brøggernes fælles revir blev drevet af. Her blev der lettet 2 snepper, der ikke blev afgivet skud til. Desuden var der en ræv ude, men da den så skytterne ved læhegnet vendte den skyndsomt om igen og forsvandt i "skrubbet", hvorfra hundene ikke kunne få den ud.
Det var så den formiddagsjagt.
Der sluttedes af ved bilerne, hvor det gjorde godt med "en kold øl at varme sig på" på denne ikke udpræget varme dag (det var ret så vandkoldt).
Klik på det enkelte foto for at se det i stor størrelse:

17. januar 2025:
Gravjagt, - uden noget i gravene.

Vi havde besøg af gravjæger Knud Sørensen fra Grenaa og hans dygtuge, gravgående hund samt Knuds makker Ole. Derudover deltog 6 af foreningens medlemmer, der blev posteret forskellige "strategiske steder", hvor det måtte forventes, at ræven ville søge mod, hvis de ved graven ikke skulle få ram på den.
Der var imidlertid ikke "nogen hjemme", hverken i kunstgravene eller naturgravene ved vest-skellet.
Forventningerne var ellers sat lidt højt, da vi så helt frisk fod af mårhund på vej på post, - med retning mod kunstgraven nord for andesøen (Syd). Men den var altså ikke gpået i grave, og var heller ikke i remisen. Så må vi håbe på, at den falder for en kugle fra en af deltagerne i riffelpuljen.
Vi sluttede af med at hygge os over madpakkerne i jagthytten, hvor snakken gik livligt - om ræve og rævejagt.
Klik på det enkelte foto herunder for at se det i stor størrelse:

11. januar 2025:
God generalforsamling - Ole Bisp udnævnt til æresmedlem

Som et forsøg blev årets generalforsamling afholdt på en lørdag, - for at tilgodese de medlemmer, der på grund af bopæl, arbejde eller andet ikke har mulighed for at deltage på en hverdagsaften. Det var måske knap så god en idé, som vi havde troet. Der deltog lidt færre, end vi plejer at være, og af de medlemmer, vi af samme grund havde tænkt særligt på, var der kun en der deltog. - Det er vores indtryk, at der var flere, der havde foretrukket at gå på jagt end at gå til generalforsamling.
Til den indledende fællesspisning af Anita Houens lækre gule ærter m. tilbehør deltog 24 medlemmer, og til selve generalforsamlingen efter spisningen ankom yderligere 3 medlemmer.
Det var en helt igennem god dag. Der indledtes med jagthornsblæsning, "Samling" med efterfølgende velkomst og derefter "Frokostsignalet" som signal til at gå til bords.
Inden selve generalforsamlingens start med valg af dirigent o.s.v. kaldte formanden René Mønster frem. René har i år været medlem i 25 år og fik derfor overrakt såvel diplom som 25-års nål som bevis herpå. I en personlig tale til René takkede formanden René for hans trofasthed gennem de 25 år (se talen til René Mønster her).

Derefter blev tidligere næstformand Ole Bisp kaldt frem, og i en meget personlig tale til ham udnævnte formanden, på vegne af en enstemmig bestyrelse, Ole Bisp til æresmedlem af Elsegaarde Jagtforening. Ole fik overrakt diplom, og formanden hæftede ærersmedlemsemblemet på brystet af OIe (se ovenstående foto). Læs talen til Ole Bisp her.
René og Ole blev derefter "stillet op" ved siden af hinanden til fotografering, og jagthornsblæserne blæse "Højt skal de leve".
Herefter kunne afviklingen af selve generalforsamlingen så begynde. Sven Arne Vallentin blev (traditionen tro) valgt til dirigent og efter at have konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig, gav han ordet til formanden for aflæggelse af bestyrelsens årsberetning. Der var ingen spørgsmål eller bemærkninger til beretningen udover rosende ord og "imponerethed" over foreningens høje aktivitetsniveau og medlemstilbud//-aktiviteter. Beretningen godkendtes med akklamation.
Kasserer Kim V. Larsen gennemgik det omdelte regnskab, der udviste et overskud på 10.???,- kr. og en bank- og kassebeholdning på 140.???,- kr.
Der var enkelte opklarende spørgsmål, som Kim besvarede fuldt tilfredsstillende for spørgerne, og der blev udtrykt stor anerkendelse for det fornemme resultat. Regnskabet godkendt med akklamation.
Der var ingen indkomne forslag.
Bestyrelsens forslag om uændret kontingent for 2026 godkendtes enstemmigt.
Georg Sand genvalgtes til bestyrelsen, mens K.A. Hansen ikke ønskede genvalg. I hans sted nyvalgtes "nuværende" 1. suppleant Jón Àhúst Hjaltason.
Som ny 1. suppleant i steden for Jón nyvalgtes Hejne Ferjani.
Alle øvrige valg var genvalg.
Under "Eventuelt" fik bestyrelsen positive tilkendegivelser om familiefisketur til Kolindsund-kanalen og om fasanudsætning i samme stil og omfang, som det er foregået de seneste to år. Under "Eventuelt" var der også de traditionelle pokaluddelinger:
Flugtskydningspokalen tilfaldt Søren Lund og erindringsbægeret Morten Egtved Andersen.
Rovvildtpokalen blev ikke uddelt, da der ikke var nedlagt ræve/mårhunde i foreningsregi. Erindringsbægeret tilfaldt Aslak Stenkilde.
Kragepokalen tilfaldt Hejne Ferjani, der var den eneste, der havde medbfragt krage- & skadeben, - og Hejne kunne desuden tage erindringsbægeret med hjem.
Som noget nyt indstiftedes en Rågepokal til den, der havde bortreguleret flest rågeunger i Skanseskoven. Den tilfaldt også Hejne Ferjani, der i 2024 bortregulerede 65 unger.
Hverken "Årets Bjørn" eller "Årets Lys" blev uddelt, da der ikke var fundet egnede modtagere, og det er begge "pokaler", som der ikke må "gå inflation i".  Erindringsbægeret for "Bjørnen" tilfalst Jón À. Hjaltason  og for "Lyset" var der erindringsbægre til Carsten Høgsholt og Alvar Friis.
Herunder nogle stemningsbilleder fra den gode dag. Klik på det enkelte foto for at se det i stor størrelse (fotos: Erik Bang Madsen, K.A. Hansen & Jørgen Brøgger):

 05. januar 2025:
God nytårsjagt i smukt, snepudret landskab

Årets første jagt havde samlet 21 deltagere, incl. vores 5 gæster.
Gæsterne var .h.h.v. Ole og Christian Høgh fra Mols-Rønde Jagtforening, nyjægergæst Muhammad Shahibi og Leif Lyngsøs søn og sønnesøn.
Ole og Christian var officielt inviteret som tak for Mols-Rønde Jagtforenings fornemme donation ved foreningens 90-års fødselsdag i 2023, øremærket til vores revir- & vildtplejeforanstaltninger, - så de på vegne af Mols-Rønde Jagtforeningning ved selvsyn kunne se, hvad denne fornemme donation havde ført til.
Vi har jo også tradition for, at vi to gange om året inviterer to nyjægere med på jagt. Efter to sygdomsafbud til dagens jagt, var Muhammad Shahibi denne gang den eneste nyjægergæst.
Og så var det dejligt at se de 3 generatione Lyngsø, - Leif med søn og sønnesøn. Vi håber, at Leifs sønnesøn vil bevare interessen for at blive jæger !
Det var en dejlig dag i det smukt snepudrede landskab, hvor der blev set forskelligt vildt, men kun afgivet skud til en fasankok, der faldt fuldt forendt. Det var vores gæst Christian Høgh fra Mols-Rønde Jagtforening, der leverede det flotte skud.  Ved paraden efter jagten lod Christian generøst vores nyjægergæst, Muhammad, købe kokken. Flot gestus af Christian.
Herunder nogle stemningdsbilleder fra den gode og flotte dag., Klik på det enkelte foto for at se det i stor størrelse (fotos: Kim V. Larsen og Tina Hansen).