FORENINGSJAGTER
Foreningen havde indtil 2013 sit eget revir, - på Øer Maritime Ferieby's arealer på Øer. - Altså i det galme Landsogn, der er foreningens oprindelsessted. - Det mistede vi desværre, da en række medlemmer af feriebyens ejerforening selv ønskede at have jagten i området.
Fra 2014 har foreningen fået nyt revir på "Munkhuse/Georgsminde" nord for Nimtofte. Et revir, der ikke mindst er præget af en stor kronvildtbestand.
Her holdes 4-5 foreningsjagter (haglbøssejagter) i årets løb. Den første altid som en premierejagt den 1. oktober, - den sidste inden jul som en "juleoptakt", hvor en gammel tradition holdes i hævd, og foreningen efter jagten er vært ved en gang pølser med tilbehør samt en juleøl og en dram.
Desuden holdes der normalt igen en eller to jagter i januar måned. - Dog er det sådan, at hvis vintervejret er for hårdt, aflyses i hvert fald januar-jagten.
Foreningen har sin egen jagthytte på reviret, hvor vi under hyggelige former indtager vore medbragte madpakker under jagterne.
Udover foreningsjagterne har medlemmerne også mulighed for at deltage i en sommer-bukkepulje og/eller en efterårs-/vinter-hjortepulje.