Barndomsminder med Elsegaarde Jagtforening

Af Klaus Bertram Mikkelsen. 

Som dreng og ung i Elsegårde i halvtredserne og tredserne oplevedes landsbyens smedie, som et helt centralt samlingssted i dagligdagen. Hele egnen havde sin gang i smedien, hvad enten der var en hest der skulle have skiftet en sko, om der skulle skiftes plovskær, købes pære til lommelygten, underrettes om et dødsfald, eller skulle lægges strategi for sognerådsvalget, alt blev drøftet og kommenteret når folk mødtes der. 

Smedemester Pauli Andersen, i daglig tale af alle kaldet Pouli, var en helt speciel og central person i dagligdagen og med et engagement og en udstråling i alt hvad han foretog sig, så det uvilkårligt smittede af på omgivelserne.

Han var en meget ivrig jæger og således også en helt central figur i Elsegårde Jagtforening, hvor han fungerede som formand i mange år og var en initiativrig igangsætter af faste arrangementer året rundt,og det drejede sig om fælles  klapjagter og rævejagter på medlemmernes arealer omkring Elsegårde, flugtskydninger ved Elsegårde Strand, bankospil i skolen, foredrag og filmaften, udsætning af vildt, anlæg af kunstgrave, vinterfodring, isfiskeri mellem Blushøj og Hjelm, sommerudflugter til Kalø og Mejlgård m. v., alt sammen noget, der var med til, at give sammenhold og gode oplevelser, ” for medlemmer med husstand”, som det hed -  og var tiltænkt! 

Alle der har kendt Pouli ved, at han havde et smittende godt humør og var en fængslende fortæller, når han berettede om sine jagtoplevelser, det var helt utroligt hvad han havde oplevet og været ude for under sine jagter, - ind mellem blegnede selv en lystfiskers fortællekunst.

Men ikke mindst vi drenge og senere unge jægere hyggede os i Pouli’ selskab, det var spændende at høre beretningerne, og vi lyttede andægtigt, når han fortalte. 

Den første gang, jeg var med på foreningsjagt, var en klapjagt i 1954, og jeg var ikke gammel nok til at være ”officiel” klapper, men fulgtes hele dagen i hælene på min far, Bertram Mikkelsen, der var jæger i god gammeldags forstand og rigtig god til at lære fra sig om jagtens skrevne og uskrevne regler.

Det var for mig et længe næret ønske der gik i opfyldelse, at komme med på disse jagter, men min far havde afslået de første ønsker med begrundelsen, ”du skal være lidt større, du skal jo kunne springe over kanalerne Vestensøen”, - og uha, hvor var jeg nervøs den første gang, men som jeg husker det, gik det godt, til gengæld kan jeg huske flere jagter, hvor såvel jægere som klappere måtte konstatere, at man ikke kunne springe så langt som forventet, når kanalerne skulle forceres. 

Klapjagterne startede altid i smedien, med en ”fællesparole” hvor de jagtdeltagere, der lagde arealer til, informerede om hvad der på det seneste var observeret af vildt på deres revir. Derefter havde Pouli et oplæg til, hvorledes de enkelte såter skulle drives af. Det kunne ske, der kom en bemærkning om, at hans planer for drevet gik den forkerte  vej i forhold til vinden, men den klarede Pouli hurtigt, han  kiggede lidt på træerne omkring smedien og udbrød, ”ja for fanden, - vinden har jo vendt sig!” og så var den klaret ! 

Næste avancement var, da jeg blev stor nok til at komme med i ”klapperkæden” og blev udstyret med et af foreningens ”klaptræ’r”, produceret af Pouli og hans søn Oluf,  så følte man virkeligt, at vær kommet ”ind i varmen”, - så blev man taget alvorligt bl.a. også fordi det var klappernes pligt med høj røst, at melde hvad der lettede, om det var hare, dyr, fasan, sneppe el. lign. og det gav jo et tvunget hurtigt kendskab til vildtet og jeg husker mange gange, når jeg var på jagt med min far og blev vejledt og eksamineret i genkendelse og vurdering af vildtet, så han også havde en vis sikkerhed for, at jeg kunne bruges som klapper og senere jæger. 

Klapjagterne startede som regel i Vestensøen, på Øer, i Bøgeskoven om formiddagen og derefter frokost/madpakkespisning i smedien, hvor der i dagens anledning var gjort ryddeligt og tændt op i essen, og opstillet et langbord med bænke. Her gav foreningen eller en deltager, som regel en ”dram”, og der var altid gang i snakken, med oplevelser og historier og på et tidspunkt blev der slået på glasset (flasken) og sunget, ” En jæger gik at jage”.

Det var altid uden tekstblad, så efter første vers kneb det med teksten for de fleste, og så sang Pouli færdig med høj klar røst og med de øvrige, som ivrige deltagere i omkvædet. Det kunne få Stig Bredstrup til at udbryde, ”det var flot, - du har sgu øvet dig Pouli!” 

Efter frokosten gjalt det markerne omkring Elsegårde med bl. a. Lykkestrup’s ”Vestermark”og nyplantningerne i ”Sandmarken”, Thycosminde’s  ”Mosserne”,  Ludvigsminde’s ”Nordmarken” og skrænterne ved Blushøjgård. 

Som klapper var man selvfølgelig forpligtiget til, at trænge gennem div. roemarker, krat, skrub og beplantning og ellers være til hjælp når vildtet skulle bæres hjem, så når dagen var forbi var man godt træt, men alligevel parat til om aftenen, at deltage i Jagtforeningens vildtbankospil, som nogle klapjagter sluttede med, i skolestuen i Elsegårde Skole. Skulle man så være så heldig at vinde et stykke vildt, ja så var dagen jo sluttet godt. 

Udsætning og pleje af vildt havde også en høj prioritet i foreningen den gang. Når der under markarbejde eller på anden måde blev ødelagt eller frilagt rugende fugle, fasaner, agerhøns el. ænder gik der besked til Pouli og hvis folk ikke selv havde en ”skrukhøne” der kunne foretage udrugningen, ja så fandt Pouli en, et eller andet sted, og derefter blev en af foreningens ”skrukkasser gjort klar. 

Når kyllinger eller ællinger var udruget blev ”skrukkassen” placeret et passende sted, eksempelvis ved en af de mange roemarker i nærheden af Elsegårde, så det var muligt at tilse den jævnligt.

Jeg husker, at når der stod en ved roerne i Vestermarken, så skete det at vi blev sendt i Søndre Plantage for at hente myreæg til de udrugede fasankyllinger.

Forsynet med en zinkspand og en lille kulskovl blev en skovmyretue plyndret og en større portion myreæg og en del myrer blev derefter transporteret til ”skrukkassen”, hvorefter kyllingerne indledte et sandt festmåltid, som det var sjovt at betragte. 

Når fasankyllingerne var ved at nå en passende størrelse blev de forsynet med ”mærkning”, en ganske almindelig farvet hønsering og så var det altid spændende om man efterfølgende så den mærkede fasan på en senere vildtparade. 

Når der var udruget ællinger blev ”skrukkassen” som regel placeret i Ole Olsens have, ved Branddammen midt i Elsegårde  og så sørgede Olsen for pasningen, ligesom han dagligt passede de ænder, der altid holdt  til i Branddammen.

Pasningen bestod også i om vinteren, at fodre dem med afrensning fra tærskningen og sørge for, at der var en våge åben til dem i dammen.

Pleje af ænderne har der altid været gjort en del ud af og nogle af de første andehuse som Elsegårde Jagtforening etablerede i dammen var indrettet på to store firkantede metalredningsflåder, som var strandingsgods efter bombningen af to store tyske troppetransportskibe, mellem Hjelm og Elsegårde Strand, d. 4. maj 1945

For os børn var det jo spændende, at høre om hvordan de forskellige jægere havde oplevet det nævnte bombardement og set de engelske flyvere komme lavt hen over Vestensøen, for det var en historie og oplevelse, der altid kom frem når der en lørdag el. søndag i vinterhalvåret blev lavet/renoveret andehuse i Olsens garage.

Det var en rigtig hyggelig oplevelse når andehusene blev tækket med rughalm og efterfølgende placeret i dammen. Flåderne blev tøjret og enkelthusene placeret i dammen, ved hjælp af Olsens fladbundede båd ”Asta”, som kun var i vandet den ene gang om året og derfor skulle der altid øses godt, når den var i brug. 

Men også som ungjæger husker jeg, at formanden Pouli, vores nuværende formand Jørgen, vores tidligere formand Niels Bertram og undertegnede ved flere lejligheder har gjort en indsats for at fastholde rugende ænder i Branddammen.

På et tidspunkt hvor der var is på dammen besluttede vi os for at opsætte et par andehuse og vi bevægede os ud på isen der ikke var så sikker, og vi udlagde derfor et par stiger til at arbejde fra. Der blev boret/hakket hul i isen og en pæl blev banket ned i bunden og huset placeret på pælen, - og ups ! vi havde glemt at flytte stigen,  –  hullet var mellem to trin og stigen ikke til at fjerne.  Der var ingen vej tilbage, huset måtte afmonteres, så vi kunne få stigen med ind.

 Heldigvis var der ingen der bemærkede fadæsen, og ved den efterfølgende generalforsamling blev det blot nævnt, at foreningen efter noget besvær havde opsat andehuse i Brandammen. 

Indsamling af æg og unger fra skade- og kragereder var en meget yndet fornøjelse for vi ”jægerdrenge”, og det var rent faktisk en rigtig god forretning efter datidens forhold 1957. Vi fik nemlig 25 ør pr æg og 50 øre pr unge, så det gav jo et vist økonomisk råderum, når man hos jagtforeningens kasserer over nogle uger havde solgt indholdet af 12 – 15 reder og det skal bl. a. ses i forhold til, at en ”Jet-is” i ”Bjødstrup Is” kiosken i Elsegårde kostede 25 øre og en salmiakstang 10 øre. 

Konkurrencen om at finde de forskellige reder var stor, og det var altid spændende når man var ved foreningens kasserer for at aflevere ”dagens høst”, for så skulle der ”protokolføres” og kvitteres i en bog, hvor der var anført dato og om det var æg eller unger der blev afregnet.

På den måde fik man lige mulighed for, at se hvad konkurrenterne havde afleveret. 

Især et enkelt sted var der en nidkær kassererkone der stillede spørgsmålstegn ved om der ikke havde sneget sig et solsorteæg ind blandt æggene, eller om ungerne nu var skade og krageunger, eller om de nu var samlet i Jagtforeningens område. 

En gang hvor min kammerat Søren Karl og jeg afleverede nogle æg, som var samlet i ”Hullerne” mellem Elsegårde og Ebeltoft, lige på kanten af Jagtforeningens område, blev vi netop spurgt om de nu var samlet i ”Landsognet” og efter at have erkendt at det var i ”grænseområdet”, men at krager og skader jo flyver langt omkring, kom smilet frem og vi fik betaling for æggene. 

Klaus B. M.