marts 2025
Til vore medlemmer :
Hermed har vi fornøjelsen at fremsende foreningens
FORÅRS-/SOMMERPROGRAM 2025
- hvor vi selv synes, at vi har fået sammensat et godt program med nogle gode aktiviteter.
Vi starter dog med at meddele, at det også er nu, der skal betales ”jagtkontingent” af alle medlemmer, der har jagttegn, - således:
O.B.S. O.B.S. O.B.S.
Så er det tid for indbetaling af
”JAGTKONTINGENTET” 2025-26
”Jagtkontingentet” er som bekendt det beløb, som alle medlemmer med jagttegn skal betale, og som går til dækning af jagtlejen for foreningsreviret (vi har enkelte medlemmer, der ikke har jagttegn, og de skal altså ikke betale dette ”jagtkontingent”). – ”Jagtkontingentet” udgør i h.t. generalforsamlings- beslutning 700,- kr., der venligst bedes overført til foreningens konto i Sparekassen Kronjylland, Ebeltoft afd. – Reg. nr. 9360 – konto nr. 0010 758920 – eller via Mobile-Pay: 795094 – HUSK at oplyse indbetaler-navn og –adresse -
SENEST tirsdag den 29. april (men gerne før - hvis du gør det allerede nu, glemmer du det ikke). - På forhånd tak !
O.B.S.:
Dette er den eneste måde, vi opkræver ”jagtkontingentet” på. Der bliver IKKE udsendt giro- eller indbetalingskort. Vi må bede dig agere på denne opfordring til at indbetale det pågældende ”jagtkontinget”, da det er forudsætningen for dit medlemskab af Elsegaarde Jagtforening. På forhånd tak !
Belært af tidligere års (dårlige) erfaringer skal for god ordens skyld bemærkes, at såfremt beløbet ikke er indbetalt til seneste betalingsfrist, vil der blive fremsendt én rykker med tillæg af et rykkergebyr på 50,- kr..
EFTER GENERALFORSAMLINGEN
Jvfr. debatten ved generalforsamlingen om fasanudsætning kan oplyses, at det er besluttet at udsætte 50 fasaner i år, fordelt med 40 på ”Syd” og 10 på ”Nord”. Der blev fra salen stillet forslag om forhøjelse af ”jagtkontingentet” (de 700,- kr.). Bestyrelsen fastholdt, med henvisning til foreningens aktuelle økonomiske situation, sin indstilling om uændret kontingent, hvilket vedtoges.
Årsregnskabet udviste et overskud på 10.496,- kr. og en likvid beholdning på 141.600,- kr..
Udgiftsposten på 120.358,- kr. indeholder bl.a. ”engangs-/flerårsinvesteringer” i forbindelse med
vildtplantninger og materiel på 8.355,- kr.
Endvidere har bestyrelsen efter generalforsamlingen konstitueret sig således:
Formand: Jørgen Brøgger, næstformand: Georg Sand, kasserer: Kim V. Larsen, sekretær: Morten Sell. Desuden fortsætter Klaus Boll som ”tovholder” for jagtudvalget, Carsten Høgsholt som ”plantemester”, og K.A. Hansen, der ved generalforsamlingen ikke ønskede genvalg til bestyrelsen, fortsætter uændret i jagtudvalget. Hejne Ferjani valgtes som 1. suppleant til bestyrelsen. Alle øvrige valg var genvalg.
Grundet den positive tiltagende interesse for flugtskydning blandt vores medlemmer nedsatte vi ved det konstituerende bestyrelsesmøde et ”Flugtskydningsudvalg”, p.t. bestående af Jón Ágúst Hjaltason (”tovholder”) og Hejne Ferjani. Udvalget, der er selvsupplerende, har allerede lanceret og gennemført de første initiativer.
Medlemmer, der evt. måtte ønske det, kan få beretning og årsregnskab tilsendt digitalt ved henvendelse til formand Jørgen Brøgger.
Sidste nyt: Nye arealer til vores jagt:
Takket være en fantastisk flot indsats af Hejne Ferjani er det lykkedes os at skaffe jagtret på nogle arealer, der støder op vores revir på Colindseje. Det drejer sig dels om nogle smålodder i mosen på ”Syd” og dels om nogle tilgrænsende arealer på ”Nord”. Begge dele vil forbedre vores jagt betydeligt.
Hejne er ved samme lejlighed indtrådt i jagtudvalget
Og så til selve programmet:
KRAGEREGULERING
Som oplyst ved medlemsmail den 14. marts er det lykkedes vores god jagtvært, Thomas Jørgensen, at få tilladelse til regulering af krager på Colindsejes arealer. Og den opgave er nu uddelegeret til os.
Alle medlemmer, der har lyst, kan således nu gå på krageregulering med enten haglbøsse eller salonriffel/godkendt 5,5, mm. Luftgevær.
Foreningen har et antal lokkekrager + en krageugle, der frit kan anvendes af alle. De ligger i det ene af de to ”affaldsstativer”, der står ved gavlen af jagthytten (udenfor ”Eriks Bar”). Blot skal de lægges på plads igen efter endt brug.
Reguleringstilladelsen med tilhørende kortbilag blev fremsendt til alle med medlemsmailen af 14. ds. Den skal alle have med sig, når de tager på krageregulering, så den i givet fald kan forevises på forlangende, hvis man skulle få besøg af politiet.
Husk, at hvis du regulerer med haglbøsse, skal der medbringes apporterende hund. Det skal der derimod ikke, hvis du regulerer med salonriffel eller luftgevær.
Hvis/når man vil afsted på krageregulering, skal man forud herfor meddele dette til Jørgen Brøgger med angivelse af hvornår og hvor man vil sidde (tlf./sms: 40 35 22 11 eller e-mail: jb@joergen-broegger.dk). Tilsvarende skal der gives melding til Jørgen Brøgger når/hvis man har bortreguleret en eller flere krager. Meget gerne ledsaget af foto(s) til hjemmesiden og protokollen.
Reguleringsperioden går til og med den 15. april. – Vi ønsker alle ”Knæk og Bræk” !
Som allerede annonceret i vinterprogrammet, inviterer vi til
ÅBEN JAGTHYTTE
Lørdag den 22. marts, kl. 10.00-12.30
Vi vedligeholder den gode og hyggelige tradition, hvor vi markerer foreningens stiftelsesdato, 24. marts 1933, – i år altså 2 dage før foreningens 92-års fødselsdag. Som vanligt markerer vi ”fødselsdagen” ved at foreningen er vært ved en ”paroledram” og en øl/vand samt et par gode grillpølser (tidligere kunne pølserne købes, men fra i år er foreningen vært ved dem også).
Dette er en oplagt mulighed for de nye medlemmer, vi endnu ikke har set til vores jagter og andre arrangementer, til at komme og sige ”goddaw” og hilse på evt. gamle jagtvenner og lære nye at kende, - såvel som en god mulighed for at tage området nærmere i øjesyn. Og ligeledes en oplagt mulighed for de, der har været med i flere år, til at komme og mødes igen ”her udenfor jagtsæsonen”. - ligesom sidste år vil der i jagthytten være installeret en bærbar pc, hvorpå den film, som elever fra Film- højskolen i 2024 lavede om og med os, vil blive vist ”non stop”, ligesom der vil være en ”mini-skydebane” med luftgeværer. Lige velegnet for børn som for voksne til at ”teste sine skydefærdigheder”.
Alle er velkomne, så tag gerne familie og (jagt-)vener med. Måske nogle af dem kunne få lyst til at blive en del af vores jagtfællesskab ? - Her er et par stemningsindtryk fra tidligere års ”Åben Jagthytte”.
Der er ikke decideret tilmeldingspligt, man kan blot møde op, men hvis man på forhånd ved med bestemthed, at man vil deltage, vil vi gerne have et praj herom, så vi lidt bedre kan vurdere, hvor mange pølser m.v., vi skal indkøbe. Besked herom gives til Jørgen Brøgger.
FAMILIE-FISKETUR
Lørdag den 26. april kl. 10.00 – 13.00
til ”Djurs Fiskepark” (Put & Take)
Kanalvej 90, Fannerup, 8560 Kolind
Her har vi fået en fin aftale, hvor vi kan fiske disse 3 timer for 2 timers pris, - d.v.s. 120,- kr. pr. fiskestang. Tag gerne hele familien (og evt. (jagt-) venner med. Deltagere, "der blot er med" (ikke fisker) er gratis. Anlægget har en god fiskebestand, og er særligt velegnet til børn/børnebørn (bl.a. særlig børnesø), men kan også byde på gode oplevelser for voksne, såvel mere "inkarnerede" lyst- og sportsfiskere som "hyggefiskere".
Der vil være mindre præmier til de, der fanger h.h.v. den første, den største og de fleste fisk (over målet, selvsagt).
Der er mulighed for at købe agn i form af powerbait m.m på stedet, ligesom der kan lejes fiskestang,
vis man ikke selv har en.
Læs selv mere på Djurs Fiskepark's hjemmeside: https://djurs-fiskepark.dk/
Kl. 13.00 samles vi ved det dejlige opholdsområde med borde og bænke, hvor vi holder "parade" og præmieuddeling og derefter i fællesskab hygger os med vores medbragte madkurve. – Da der jo også kan være andre fiskere tilstede, kan det måske være en god idé at have et klapbord og et par klapstole med ”i rerserve” i tilfælde af, at et eller to af borde-/bænkesættene er optaget af andre.
Tilmelding med oplysning om antal deltagere/fiskestænger til Jørgen Brøgger senest tirsdag den 22. april, - men meget gerne tidligere. - Enten på mail jb@joergen-broegger.dk eller pr. tlf./sms på 40 35 22 11
FISKETUR EFTER VÅRSILD I RANDERS FJORD
Vi afholder en fisketur til Randers Fjord efter vårsild ligesom, de succesfulde ture de seneste år.
Da et succesfuldt udfald jo er afhængigt af, om sildene er gået op i fjorden, kan vi ikke på forhånd fastsætte datoen Dog kan vi sige, at det bliver ultimo april/primo maj.
Så snart vi har kendskab til sildenes opgang, bliver der med kort varsel udsendt en medlemsmail med oplysninger om dato, klokkeslet og mødested m.v..
Det er virkelig spændende fiskeri, når der f.eks. er 3-4 sild på krogene ad gangen og hele stangen ”sitrer”. Hold derfor dagene i slutningen af april og begyndelsen maj ”åbne”, så du kan tilmelde dig med kort varsel.
Herunder et par stemningsindtryk fra de gode ture nogle af de forrige år, hvor der blev fanget godt med sild. Såvel her som ved fisketuren til Kolindsund-kanalen den 26. august (se senere i programmet) skal man huske reglerne om det statslige fisketegn, hvis man er mellem 18 og 60 år.
REVIR- OG VILDTPLEJEFORANSTALTNINGER
”Arbejdsdag” lørdag den 3. maj - vil du give en hånd med ?
Der er allerede gennemført en del revir- og vildtplejearbejder med udlægning og renovering af ”ducktubes” (andereder) på både ”Nord” og ”Syd”, fodertønder er efterset og renoveret, der er opsat nyt vildtkamera m.m.
Den 3. maj skal alle stiger eftergås, så de er klar til bukkesæsonen; herunder beskæringer m.v. for at skabe frie skudfelter plus andre foranstaltninger.
Der mødes ved jagthytten kl. 09.00, hvor der ”holdes parole” og dagens opgaver fordeles (der vil naturligvis være en paroledram). – Medbring selv madpakke, så er foreningen vært ved en øl/vand hertil, når dagens opgaver er løst
Hvis DU vil give en hånd med, så det ikke kun skal være jagtudvalget, der laver det, som vi alle vil få glæde og gavn af, er DU meget velkommen ! Giv i såfald venligst Klaus Boll en melding herom: Tlf./sms: 40 20 47 30 – e-mail: klaus@boll-net.dk senest den 26. april. – Oplys samtidig, hvad du evt. kan medbringe af værktøj (spade, motorsav, buskrydder, grensav, høgenæb, grensaks, økse o.s.v.).
Der skal klargøres og beskæres ved alle stiuger og tårne
Muligvis skal kunstgravene også eftergås og oprenses
RIFFELINDSKYDNING
PÅ 100-METER SKYDEBANEN I GRENAA
tirsdag den 06. maj, kl. 18.00
Riffelindskydningen foregår ligesom de seneste år på 100-meter riffelbanerne i Grenaa Skyttecenter, Næsgårdsvej 5, 8500 Grenaa
Samtidig hermed er der mulighed for også at teste sin riffel og ens egne skydefærdigheder på 200-m. banerne. På begge baner skydes til DJ’s bukkeskive. På 200-m. banen er der elektronisk markering med øjeblikkelig respons via skærm på topmoderne Kongsberg-anlæg med mulighed for print af skudbillede. Her er oplyst egenspredning, fald ift. 100 meter indskydning samt middeltræfpunkt.
Der er mulighed for at købe træningsammunition i relevante kalibre til rimelige priser.
Vi har banen til vores rådighed fra kl. 18.00 til kl. 20.30.
Deltagelse vil koste 150,- kr. Når ens riffel er indskudt, vil man få udleveret et eksemplar af Jægerforbundets indskydningsmærker til at klæbe på riflen.
Der skal forevises gyldigt jagttegn og riffeltilladelse ved ankomst og indtegning.
For skydning på Grenaa Skyttecenter gælder følgende (citat)
ORDENSREGLER:
For at vi alle kan få en god oplevelse af skydningen, er der nogle få forhold, som vi kræver, bliver overholdt. Det hele er et spørgsmål om sikkerhed:
- Våbnene udpakkes ved bilerne. (Foderalerne vil ellers komme til at ligge og flyde).
- Bundstykket skal altid være åbent, når man ikke er på standpladsen.
- Våbnene bæres altid med piben pegende opad.
- Der må kun foretages sigteøvelser eller aftræksøvelser på standpladsen med piben pegende i skudretningen. Beundring og ”se med fingrene” sker udenfor huset.
- Banekommandørens instrukser skal ubetinget følges.
- Under markering skal alle våben stilles i stativerne, og skytterne må ikke begynde at rette sigtemidler og lign. før banekommandøren giver tilladelse.
- Mundingsbremse må kun anvendes efter aftale med banekommandøren.
Jvfr. ovenstående henstilles, at alle, der vil deltage i bukkepuljen, deltager i denne riffelindskydning. Er man forhindret heri, men alligevel gerne vil være med i bukkepuljen, skal ens riffel selvsagt være korrekt indskudt andetsteds.
For at have lidt overblik over, hvor mange, vi bliver, vil vi godt bede om tilmelding. Denne bedes foretaget til Jørgen Brøgger. Tlf./sms 40 35 22 11 – e-mail: jb@joergen-broegger.dk senest søndag den 20.april.
BUKKEJAGTEN 2025
Sædvanen tro er der mulighed for at deltage i sommer-bukkejagt på foreningsreviret. Det sker som altid ved inddeling af de interesserede i ”hold”, således, at alle hold får en af de første dage, d.v.s. i uge 20, hvorefter der fra og med uge 21 er hele uger til hvert hold, hvor holdene så internt aftaler, hvem, der er på reviret hvornår, og hvor man sidder.
De, der gerne vil være med i puljen skal melde det til Jørgen Brøgger (e-mail: jb@joergen-broegger.dk, tlf./sms 40 35 22 11) senest lørdag den 29. april (gerne tidligere). Derefter rundsender vi mail til alle i puljen med oplysning om holdinddelinger og tildelte ugenumre samt øvrige oplysninger.
Ved tilmeldingen bedes man oplyse, om der er nogle bestemte, man gerne vil være på hold sammen med.
Prisen for deltagelse i bukkepuljen er igen i år 500,- kr., der skal være betalt senest den 1. maj.
Nedlagt buk tilfalder skytten, der herefter udtræder af puljen.
Alle stiger på ”Nord” og ”Syd” må benyttes under bukkejagten. Al jagt skal ske fra stigerne, der må ikke pürsches rundt på reviret. Dog må der på vej til og fra stige 1,2, 3, 4 og 5 på ”Nord” nedlægges buk, hvis der er forsvarligt kuglefang, hvilket, der jo er gode muligheder for i det kuperede terræn dér.
Som vanligt vil der i år også være mulighed for at drive bukkejagt i Slusesåten på Øer.
Der vil i bukkepuljen også være mulighed for at regulere mårhund både på Colindseje og i Slusesåten. På Colindseje er der som bekendt etableret baitplads med vildtkamera i nærheden af stige 9. Vildtkameraet har på det seneste vist forekomster af mårhund, ligesom der et set frisk fod af mårhund flere steder.
Reglerne for deltagelse i puljen er de samme som tidligere år. Se reglerne for deltagelse i bukkepuljen på dette link https://www.elsegaarde-jagtforening.dk/bukkepulje-20251
Vi henstiller kraftigt, at alle, der vil deltage i bukkepuljen deltager i foreningens riffelindskydning den 6. maj, - jvfr. ovenstående, hvor der skal vises gyldigt jagttegn og riffeltilladelse. Deltager man ikke i riffelindskydningen, men vil være med i puljen, skal man sende kopi af jagttegn og riffeltilladelse via mail til Jørgen Brøgger senest den 5. maj.
HUSK, at du ikke længere må anvende blyholdig riffelammunition !
REGULERING AF RÅGEUNGER I SKANSESKOVEN
Vi er (endnu) ikke af Syddjurs Kommune blevet bedt om at hjælpe med at regulere rågeunger i Skanseskoven i Ebeltoft igen i år, men vi håber og ”forventer”, at det vil ske omkring påske (før eller umiddelbart efter). – Vi har ved selvsyn konstateret, at rågerne allerede er langt fremme med at genetablere kolonien fra sidste år. Der er bygget adskillige reder, og de voksne råger sværmer i stort tal over trætoppene med deres støjende skrigen. Så medmindre I hører andet, så regn med, at vi også skal regulere i år.
Reguleringsperioden er som bekendt 1. maj – 15. juni. – Det vil være en fordel at komme i gang så tidligt, som muligt, inden der kommer for mange blade på træerne; men selvfølgelig skal vi også være så langt fremme, at ungerne er begyndt at hoppe ud af rederne og sætte sig på grenene. Det må de enkelte selv holde sig a’jour med.
Vi gør ligesom de forrige år: Laver en ”pulje” af de medlemmer, der er interesserede i at deltage, og inddeler dagene i tre ”perioder”: ”Morgen” fra solopgang til kl. 11.00, ”Middag” fra kl. 11.00 til 17.00 og ”aften” fra kl. 17.00 til solnedgang. Vi beder alle, der gerne vil være med i denne ”pulje” om at melde sig til Jørgen Brøgger (tlf./sms 40 35 22 11 – e-mail: jb@joergen-broegger.dk) senest lørdag den 19. april. Der vil herefter tilgå alle deltagere i ”puljen” nærmere informationer. - Der vil for udøvelsen af reguleringen gælde samme retningslinier som tidligere.
"BUKKETRÆF"
Fredag den 16. maj kl. 08.30
Premieremorgenen, hvor vi alle mødes og henholdsvis viser den buk, vi eventuelt har skudt og ser de andres, - og udveksler vores oplevelser på denne særlige morgenstund.
Christian Koudal har været så venlig at sige, at han for 10. år i træk gerne stiller sin hyggelige fritidsgrund ”Frihuset”, Galgebakken 7 B, 8400 Ebeltoft til rådighed for arrangementets afholdelse. Du finder den ved at dreje ind ad Galgebakken fra Strandgårdshøj og drejer til højre op mod golfbanen, men fortsætter så hen over golfbanens P-plads, hvor du for enden af P-pladsen finder indkørslen til ”Frihuset”.
Medbring selv termokaffe, - så sørger Christian for rundstykker m.v.
Christian er vært ved en "bukkedram"
Pris pr. person for æggekage (af 60 æg !), tilberedt over bål, samt rundstykker m.v.: 60,- kr. pr. person. Derudover er der selvfølgelig også mulighed for at købe andre fornødenheder (øl/vand, bitter o.s.v.).
Vi håber på rigtig god deltagelse af morgenfriske bukkejægere, så vi kan få en mindst lige så hyggelig morgen/formiddag ud af det, som de foregående år.
Bålet vil være tændt, og der startes naturligvis med en parade over de nedlagte bukke, inden vi giver os i kast med de kulinariske herligheder.
For de allerfleste bukkejægere er der noget helt særligt ved at komme hjem fra bukkepremieren om morgenen den 16. maj. Man vil gerne fortælle om sine oplevelser – og jo da ikke mindst, hvis man har været heldig selv at nedlægge en buk, - og man vil gerne høre om de andres oplevelser, - og man vil gerne vise sin egen buk frem og sammenligne den med de andres.
Af praktiske årsager bedes der om, at man på forhånd tilmelder sig – så vi har en idé om, hvor mange rundstykker m.v., der skal indkøbes – til Jørgen Brøgger, tlf. 86 36 25 38 / 40 35 22 11 eller e-mail: jb@joergen-broegger.dk senest onsdag den 7. maj. - Her et par stemningsindtryk fra tidligere år.
ER DER STEMNING FOR EN
FAMILIEFISKETUR TIL KOLINDSUND-KANALEN
Lørdag den 16. august 10.00-13.00 ???
Sidste år måtte vi desværre aflyse den planlagte familiefisketur til Kolindsund-kanalen grundet for få tilmeldinger. Derfor efterlyste bestyrelsen ved generalforsamlingen, om der var interesse for, at vi skulle forsøge igen år. Det var der stor tilslutning til, velvidende, at tilsagn/tilmeldinger jo er afhængige af den aktuelle dato.
HVIS der er tilstrækkelig interesse/tilslutning, vil vi arrangere en sådan fisketur lørdag den 16. august
Vi beder derfor om tilmeldinger, fra de, der gerne vil med, senest søndag den 29. juni, så vi har ordentlig tid til at planlægge det, herunder træffe de fornødne aftaler.
Tilmelding til Jørgen Brøgger (tlf./sms: 30 35 22 11 eller e-mail: jb@joergen-broegger.dk).
Umiddelbart efter den 29. juni vil der tilgå alle tilmeldte meddelelse om, hvorvidt turen gennemføres.'
EFTERÅRS-/VINTER-RIFFELJAGT
Også i år vil der være mulighed for at deltage i en efterårs-/vinter-riffelpulje på foreningsreviret, Colindseje, med mulighed for kronvildt, dåvildt, råvildt, ræv, mårhund og gæs.
Vi gør ligesom med bukkepuljen: Beder de, der gerne vil være med i puljen om at melde sig til Jørgen Brøgger (e-mail: jb@joergen-broegger.dk – tlf./sms: 40 35 22 11) - senest torsdag den 14. august, - hvorefter der udsendes oversigt over holdinddelinger og ugenumre m.m.
Som tidligere vil det også i år være sådan, at alt nedlagt vildt tilfalder skytten. Øvrige vilkår kan ses på dette link: https://www.elsegaarde-jagtforening.dk/efterrs-vinter-riffeljagt-2025-26 og vil desuden blive udsendt til alle puljedeltagere sammen med holdoversigt og ugefordelinger m.v. Ligesom i bukkepuljen vil vi tilrettelægge det sådan, at alle hold starter med dagsintervaller, indtil alle har haft chancen. Derefter gås der over til hele uger. - Deltagelse i riffelpuljen vil igen i år koste 500,- kr.
Hvis der er nogle bestemte, man gerne vil være på hold sammen med, bedes det oplyst ved tilmeldingen. Medlemmer, der evt. ikke har deltaget i bukkepuljen og/eller riffelindskydningen skal senest den 25. august forevise gyldigt jagttegn og riffeltilladelse ved fremsendelse af foto heraf via mail til Jørgen Brøgger.
Riffeljagten vil kunne drives både på Colindseje og i Slusesåten på Øer.
Træning i skydning til bevægeligt mål
BESØG PÅ HJORTE- & VILDSVINEBANEN I GRENAA
Torsdag den 21. august, kl. 18.00-20.00
Der er mulighed for at træne sine skydefærdigheder til løbende hjort på 100 m. og løbende vildsvin på 50 m. – Desuden er der fire indskydningsbaner til fri rådighed. – Dette er ikke fordi, vi anbefaler, at man skal gå ud og skyde til løbende vildt, - tværtimod ! – men hvis uheldet skulle være ude, er det godt at have øvet sig.
Deltagelse koster 130,- kr. pr. deltager. Tilmelding til Jørgen Brøgger, tlf./sms 40 35 22 11 – e-mail: jb@joergen-broegger.dk senest onsdag den 13. august. – Der kan IKKE købes patroner på banen !
De, der ikke allerede har forevist gyldigt jagttegn og riffeltilladelse, skal forevise dette. Er ens riffel ikke indskudt, kan dette gøres på en af de fire indskydningsbaner
INTERN FLUGTSKYDNINGSAFTEN
Fredag den 19. september, kl. 17.00-????
på Norddjurs Flugtskydningscenter i Ørsted
Ørsted Kærvej, 8950 Ørsted
Vores nyoprettede flugtskydningsudvalg (p.t. Jón og Hejne) har fået en rigtig fin aftale i stand med Norddjurs Flugtskydningscenter, hvor vi kan skyde fra kl. 18.00 og ”så længe, vi lyster” (dog inden solnedgang), - så vi kan ”få pudset færdighederne af” inden jagtsæsonen sætter ind, og vi skal afgive vores skud mod levende vildt, der jo gerne skal ”falde i knaldet”.
Der er mulighed for at skyde alm. jagtbane, sporting og trapbane. Der kan købes patrober på banen.
Flugtskydningsudvalget har lavet et fint program i henhold til hvilket vi mødes kl. 17.00, hvor der formedelst kun 50,- kr. serveres ”grillmad med Hejnes hjemmelavede tilbehør”, så vi kan ”blive rystet godt sammen” og der er tid til at købe skydekort og evt. patroner, inden skydningen starter kl., 18.00.
Man kan selvfølgelig også springe den indledende grill-spisning over, og så blot møde, så man har købt skydekort og evt. patroner inden skydningen starter kl. 18.00.
Af hensyn til indkøb m.v. beder vi om at alle, der gerne vil deltage i det indledende grillmåltid, tilmelder sig til Hejne på tlf./sms: 20 77 73 21 eller e-mail: hejnef.@gmail.com senest fredag den 12. september, – også gerne, hvis man vil deltage i skydningen uden at deltage i spisningen, så vi bedst muligt kan planlægge aftenens forløb. – Hvis du har familiemedlemmer, der ikke vil skyde, men gerne deltage i grill-spisningen er de naturligvis velkomne, blot du husker at tilmelde dem.
Der vil være mulighed for vejledning og instruktion af nole af vores dygtige flugtskydnings-skytter.
Når man ikke synes, at man har lyst til at skyde mere, tager man bare hjem.
DEN ÅRLIGE SEKSKANT-SKYDNING
er her ”i skrivende stund” endnu ikke fastlagt. Det er i år Rosenholm Jagtforenings tur til at være arrangør, hvorfor skydningen vil være alm. jagtskydning på banen i Falkær.
Så snart datoen er kendt og invitation modtaget, rundsender vi en medlemsmail herom (det bliver uden tvivl i august måned som vanligt).
Vi skal som bekendt deltage med 5 skytter, hvoraf det er de 3 bedste resultater, der ”tæller”. De, der gerne vil deltage, bedes melde sig til Jón Á. Hjaltason (tlf./sms 52 47 77 38 eller e-mail: jonsbref@ymail.com) senest den 15. juli 2025, men gerne tidligere. Hvis der er flere end fem, der er interesseret i at deltage, vil vi arrangere en form for ”udtagelses-skydninger”. Nærmere herom, når vi også kender datoen for skydningen.
Deltagerne betaler selv for duer/patroner og evt. forplejning, mens foreningen betaler holdgebyret.
Vi har noget at forsvare ! : Sølvmedaljer i 2021, 2022 og 2024. Lad "os" gøre det igen " - eller endnu bedre: Prøve at erobre guldmedaljerne.
Flugtskydning om
DJURSLANDSPOKALEN
Vi har endnu ikke modtaget invitation til denne flugtskydningskonkurrence, hvor vi deltog for tredje gang sidste år, og hvor vores skytter ”gjorde det rigtig godt”, selvom der ikke var nogen af dem, der kom med på præmiepodiet.
Der skal være 4 skytter på et hold, og vi kan deltage med lige så mange hold, som vi kan samle. Og det må meget gerne blive mere end et !
Så snart vi kender datoen, melder vi denne ud via en medlemsmail. Vi forventer, at det bliver i august eller september måned. - Foreningen betaler holdgebyrerne for alle de hold, vi kan stille med, mens skytterne selv betaler for duer og patroner og evt. forplejning.
For at vi kan være klar til at tilmelde os så snart, vi modtager invitationen, beder vi om, at de medlemmer, der gerne vil være med til at skyde for foreningen, melder sig til enten Jón Á. Hjaltason (tlf./sms 52 47 77 38 eller e-mail: jonsbref@ymail.com) eller Hejne Ferjani (tlf.sms: 20 77 73 21 eller e-mail: hejnef@gmail.com) senest den 01. august 2025.
INDIVIDUELT ANDETRÆK I SLUSESÅTEN
Det er muligt for medlemmerne at drive individuelt andetræk i slusesåten på Øer fra 1. september til 31. december, - undtagen de datoer, hvor der vil blive afholdt foreningsjagter i såten. Disse vil blive oplyst i vinterprogrammet.
Udover ænder må der også nedlægges gæs, krager og skader, og fra den 10. november desuden skovduer. Desuden må der nedlægges ræv og mårhund, hvis en sådan skulle komme på skudhold.
Da vi imidlertid altid skal vide hvem, der er på reviret, og hvornår, er det vigtigt, at man senest kl. 18.00 dagen før man agter sig derud, meddeler dette til Jørgen Brøgger. Hvis der er flere, der gerne vil derud samtidig, vil de alle få besked om, hvem de andre er, så man sammen – ikke alene kan, men SKAL – aftale hvem, der sætter sig hvor. – Dette er særdeles vigtigt, da deltagerne i vinter-riffelpuljen kan drive riffeljagt i såten, således at alt kan koordineres mellem de, der er på reviret samtidig !
HUSK også, at jagtlovens bestemmelser om, at der skal medbringes apporterende hund ved trækjagt, selvsagt skal overholdes !
INDIVIDUELT GÅSETRÆK PÅ COLINDSEJE, SYD
i august måned
Der er under vinter-riffeljagten 2024-25 observeret gæs på Colindseje Syd, hvor flere er set slå ned både på markerne og på ”engen” ved siden af mosen. Derfor er det besluttet, at medlemmerne også i år kan gå på individuelt gåsetræk på arealet mellem ”Oles remise”/stige 9 og Rosenholm Å. Ligesom for andetræks-muligheden i Slusesåten må der også her nedlægges krager, skader, ræv og mårhund. Ligeledes gælder, at medlemmer, der gerne vil benytte sig af dette tilbud, skal melde til Jørgen Brøgger senest kl. 18.00 aftenen før man vil derud, ligesom der naturligvis også her skal medbringes apporterende hund. Det skal hertil oplyses, at vi har fået at vinde, at hele dette område i år vil blive tilsået som blomstermark, så det er måske et spørgsmål om, hvor tiltrækkende det vil være for gæssene at slå sig ned på ?
Sidste dag, der må drives gåsetræk er søndag den 24. august. Derefter skal der være ro på reviret inden riffeljagten starter 1. september.
INDIVIDUELT Å-FISKERI
Vort foreningsrevir på Colindseje grænser som bekendt op til Rosenholm Å, der er velegnet til stille, individuelt å-fiskeri. Dette kan foregå på den strækning, der udgøres af foreningsreviret som å-brink.
Af hensyn til bukkejagten må der først fiskes efter den 16. juli ! – Da vi altid skal vide hvem, der er individuelt på reviret hvornår, skal man senest dagen før, man agter sig derud, meddele dette til Jørgen Brøgger, - dette også for at sikre, at der ikke er flere ”til at gå i vejen for hinanden” på samme tidspunkt og at koordinere det med, om der evt. er nogen fra bukkepuljen, der er ude på mårhunderegulering, eller om der i august er nogen på gåsetræk. Det er tilladt at medtage ægtefælle/samlever og børn/børnebørn. Som tidligere meddelt kan der også fiskes efter flodkrebs af de, der evt. måtte have lyst til det.
Sidste dag, der må fiskes i åen er søndag den 21. september. Derefter skal der være ro på reviret indtil premierejagten den 1. oktober og i resten af jagtsæsonen.
BENYT SOMMERSÆSONEN TIL AT
FORBEDRE DINE SKYDEFÆRDIGHEDER
VED BESØG PÅ FLUGTSKYDNINGSBANEN
Der er for os alle al mulig grund til at benytte sommersæsonen til at træne sine skydefærdigheder på flugtskydningsbanen. – Vi er derfor glade for at kunne fortælle, at vore medlemmer er velkomne til at deltage i almindelige træningsskydninger hos vore naboforeninger, - således :
Mols-Rønde Jagtforening :
Træner på banen i Agri, - hvor der skydes skeet-skydning. – I april måned skydes om lørdagen med start kl. 10.00. – Efter 5. maj skydes der hver mandag aften med start kl. 18.00.
Patroner skal købes på banen, da det er særligt miljøvenlige patroner efter krav fra Naturstyrelsen. Øl & vand kan købes.
Feldballe Jagtforening :
Starter mandag den 31. marts 2025, og derefter skydes der hver mandag og tirsdag med start kl. 18.00. Der trænes, til og med den sidste tirsdag i august (26/9-25), på banen ved Mårupvej (ved Lufthavnen). Også her kan købes patroner, øl og vand.
Rosenholm Jagtforening :
Vi kan desværre endnu ikke oplyse, hvornår der bliver skydetider på banen i Falkær i år, da der skal holdes generalforsamling i Rosenholm Jagtforening ultimo marts måned, hvor der skal vælges ny bestyrelse. Når den nye bestyrelse er på plads og har fastlagt årets træningsskydninger, lægger vi dette på hjemmesiden.
Bedste jægerhilsener
og på forhåbentligt gensyn til nogle gode arrangementer
”Knæk og Bræk” til alle !
Bestyrelsen og jagtudvalget